https://www.blivgladnu.dk/de-to-mest-googlede-danske-politikere-i-2015-er-unge-og-konservative/

De to mest googlede danske politikere i 2015 er… konservative

Google trends

Traditionen tro har Google netop offentliggjort hitlister for, hvad der er blevet søgt mest på i den populære søgemaskine for året, der næsten er gået – og der er mange overraskelser!

Eksempelvis er der knap 11 mio. flere danske søgninger på drabet af løven Cecil end der er på “flygtningekrisen”. Og nå ja, det ultimativt mest googlede overall i Danmark er… (trommehvirvel) “Agar.io”, et spil.

“Populære” politikere i 2015

Dumdristigt var jeg selv rimelig sikker på, at Inger Støjberg ville løbe med førstepladsen over de mest googlede danske politikere i 2015 med al den medieopmærksomhed, hun har tiltrukket sig. Eller også ville det være de to statsministerkandidater, Thorning og Løkke, som ville tage toppen. Men nej, det er såmænd to utraditionelle og konservative politikere: Nikita Klæstrup (hende med kavalergangen) og Mads Holger (ham med… de mange mærkelige udtalelser).

Hvor er Lars Løkke?

Bemærkelsesværdigt er landets statsminister, Lars Løkke Rasmussen, ikke at finde på listen over de danske politikere, der har trukket flest googlesøgninger i 2015. Helle Thorning-Schmidt når derimod lige præcis med på podiet og tager således tredjepladsen.

Her er den fulde liste:

  1. Nikita Klæstrup
  2. Mads Holger
  3. Helle Thorning-Schmidt
  4. Kristian Thulesen Dahl
  5. Uffe Elbæk
  6. Carl Holst
  7. Anders Samuelsen
  8. Johanne Schmidt-Nielsen
  9. Ida Auken
  10. Rasmus Jarlov

Ikke nok med at Nikita Klæstrup er den mest googlede danske politiker, så er hun også den mest googlede danske kvinde i hele 2015 – lige foran henholdsvis Søs Engelund og Ena Spottag. Og nu vi er ved politik, kan det også nævnes, at det mest googlede spørgsmål startende med ‘Hvad’ er: “Hvad skal jeg stemme?”. Lidt skræmmende, ikke?

Flere hitlister på Google Trends

Hvis du, som jeg, synes det er rigtigt interessant at søge indblik i danskernes søgevaner, kan du selv hoppe i kødet på diverse hitlister på Google Trends. Her er et hav af forskellige top-10’er, og du kan både se resultaterne for tidligere år samt se, hvad der er blevet googlet mest i andre lande.

God fornøjelse!

Leave a comment