https://www.blivgladnu.dk/havregryn-maelk-og/

Havregryn, mælk og…

Munden lukker nok mere sammen, end den løber i vand, når du hører ordet ”havregryn”. Dog er det svært at udkonkurrere de grålige gryn, når det kommer til, hvad der er godt for os at starte dagen på. Mangler du lidt inspiration til at peppe morgenmåltidet op? Så kig med her mens jeg guider til alternative varianter af tilbehør til en skål havregryn.


Klassikeren over dem alle

Havregryn er og bliver morgenmadsklassikeren, der både er let, sund og billig. Havregrynets fibre og høje indhold af protein giver kroppen lige præcis den næring, den har brug for til at komme godt i gang. Foruden at være stærk på fibre og protein indeholder havregryn også en masse energiholdige kulhydrater, en vifte af vitaminer og mineraler samt hjertevenlige fedtstoffer, der er gode for kroppens kredsløb.

 

FAKTA
Er du klar over, at der er stor forskel på, om du vælger fin- eller grovvalsede havregryn?
Grovvalsede havregryn mætter betydeligt mere end finvalsede havregryn, da mave-tarm-systemets enzymer tager længere tid om at nedbryde de rustikke gryn.

 

Det lyder jo alt sammen meget godt, men det kan for mange mennesker være svært at finde positivt ladede tillægsord til at beskrive smagen. For en skål havregryn med mælk mangler i den grad sødme, hvorfor det er fristende at øse et glinsende lag sukker ud over den uinspirerende omgang gryn. Inden du nedjusterer havregrynets sunde virke med sukkersødme, synes jeg, at du skal overveje at prøve én eller flere ting på listen nedenfor.


Alternativer

  • Æble i tern
    (Æblets struktur giver en kærkommen sprødhed og sødme, og frugten beriger endda måltidet med en masse styrkende antioxidanter. Tørret frugt af enhver slags er også at anbefale).
  • Bær
    (De mest kendte bær som brombær, blåbær og hindbær har alle et højt indhold af garvestoffer, der i moderate mængder modvirker infektion med bakterier og vira samt styrker huden og tarmvæggen. Bær er således et oplagt valg, hvis du døjer med dårlig mave).
  • Rosiner
    (Rosiner har den naturlige sødme, der skal til at peppe en skål havregryn op. Hvorvidt rosiner er decideret sunde har længe været diskuteret – men de er med sikkerhed et godt alternativ til sukker. 25 gram rosiner per 100 gram havregryn er anbefalet).
  • Mandler
    (Mandler er fedtholdige og har et forholdsvist højt indhold af kalorier [527/100g], men nødderne er spækket med fibre, magnesium, protein og ikke mindst en masse E-vitaminer). 20 gram per 100 gram havregryn er anbefalet).
  • Kanel
    (En spiseskefuld stødt kanel kan gøre tricket, hvis du blot ønsker at pifte havregrynene op med lidt sødme. Kanel kan mere, end du tror, og krydderiet er blandt andet hyldet for at have en regulerende effekt på vores blodsukker, og er således en oplagt løsning for dig, der har sukkersyge. Desuden har kanel et højt indhold af calcium og er godt for fordøjelsen).
  • Yoghurt i stedet for mælk
    (Er det konsistensen, der tvinger halsen sammen, kan du forsøge dig med at skifte mælken ud med en yoghurt med lavt sukkerindhold. Således får du stadigvæk de sunde mælkeproteiner og du har mulighed for at variere med forskellige smage).

 

FAKTA 
Det er sundest at spise havregryn tilberedt som havregrød. Det er det, fordi grynene, der laves grød på, suger en masse vand og svulmer op. En portion havegrød indeholder derfor 80% færre kalorier end en portion havregryn med mælk af samme størrelse.


Fra landeplage til pandekage

Har du været igennem listens tilbehør, og har du stadigvæk svært ved tanken om at starte dagen på en skålfuld havregryn, får du her opskriften på min personlige favorit af en sund havregrynsvariant:

 

Sunde havregrynspandekager med banan- og kakaosmag 

8-10 små pandekager

Ingredienser:
2 modne bananer
2 æg
1,5-2 dl. mælk
4 dl. havregryn
1 spsk. kakaopulver
1 knivspids salt

Fremgangsmåde
Slå æggene ud i en skål, tilsæt og mos bananerne, og held derefter resten af ingredienserne i skålen og rør til du har en svampet ”dej”.

Form og steg dernæst pandekagerne i en lille smule smør og servér eventuelt med friske blåbær.

 

Velbekomme!

Leave a comment