https://www.blivgladnu.dk/pssst-her-er-4-unikke-tegnekunstnere-du-skal-folge-pa-instagram/

Pssst! Her er 4 unikke tegnekunstnere, du skal følge på Instagram

Guide: Instagram kunstnere

På Instagram er der mange, der får deres 15 sekunders berømmelse. Og typisk er det så også dét.

Dem gider vi ikke.

Andre, derimod, formår på daglig basis at stimulere deres målgruppe med finurlige posts, som sætter kulør på hverdagen.

Dem gider vi godt.

Og det er da også lige netop dem, dette post er dediceret til: De dygtige, kreative tegnekunstnere, som nærmest er uudtømmelige for gode idéer, og som gladeligt deler deres skøre påfund med deres mange følgere – dagligt.

Læs med her, mens jeg guider til fire forskellige tegnekunstnere, hvis Instagram-vægge emmer af kreativitet.

 

Jean Jullien – Fransk finurlighed i friske farver

Franskmanden Jean Jullien har på Instagram hvervet sig mere end 400.000 følgere, der daglig mødes af sjove og skæve tegninger, der primært har udgangspunkt i hverdagslivet.

Og det er med rette.

Med friske farver og originale idéer formår Jean Jullien kontinuerligt at trække et smil frem hos dig, mens du sikkert i mange tilfælde kan relatere til dét, han kommunikerer i sine værker.

Men det er ikke altid kun sjove og skæve ting, der optager Jean Jullien.

Faktisk blev franskmanden først rigtig ‘stor’, da han med én tegning satte symbol på terrortragedien, der ramte Paris sidste år. Jean Jullien tegnede et peace-tegn, hvor Eiffeltårnet udgjorde stregerne indeni i cirklen.

Det var den britiske street-art guru, Banksy, der var én af de første til at dele billedet fra sin profil – og når Banksy gør den mindste bevægelse, så iagttager hele grafitti- og populær-kunstverdenen.

Dét er eksponering!

Selv var Jean Jullien dog ikke videre begejstret. For som han har udtalt, så kunne han ikke finde nogen dårligere anledning til at blive verdenskendt, end midt i en kæmpe tragedie. Forståeligt.

Men selvom anledningen til Jean Julliens berømmelse var tragisk, så er det med rette, at Instagram-kontoen vokser i ét væk.

Se Jean Julliens værker her.

 

Gangster Doodles – ‘Gangsters’ i børnetegnings-format

Et andet, mindst lige så ‘ægte’ et account som Jean Jullien, hedder Gangster Doodles.

Gangster Doodles’ koncept er, som navnet antyder, at afbillede såkaldte ‘gangsters’ i doodle-form. Selve idéen kan virke en anelse letkøbt, men udførelsen er så original, at Ganster Doodles  i høj grad er værd at holde øje med.

Og lad dig ikke skræmme af, at han har erklæret kun tegner ‘gangsters’ – der er plads til meget andet, fra Simpsons til David Bowie. Listen er lang.

Dét, der gør Gangster Doodles helt speciel, er clashed mellem såkaldte ‘gangsters’ og en streg samt farver, der ligner noget en 6-årig har kreeret.

Og dog.

For der er en helt utrolig klar rød tråd mellem alle værker, gangster-tegneren kommer med, og så formår Gangster Doodles altid at være aktuel. Har Drake lavet en underlig musikvideo én dag, eller har Kanye West nok en gang fået kløe i sine ‘Twitter-fingers’, så har Gangster Doodles et spin på affæren dagen efter.

Alle værker fra Gangster Doodles er tegnet på 3×3 Post-Its.

Se den stærkt undervurderede kunstner her.

 

HuskMitNavn – Den danske Banksy

HuskMitNavn er Danmarks ypperste grafittikunstner, hvis du spørger mig.

Hvorfor?

Du kan spotte hans karakteristiske værker på laaaang afstand. Og så kan du ikke undgå at se dem, hvis du færdes i København. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at jeg allerede én gang har skrevet et indlæg om kunstneren, hvis navn du ikke må glemme.

I det førnævnte indlæg fokuserede jeg på, hvordan HuskMitNavn er gået fra gaderne til gallerierne – og hele vejen formået at holde sin identitet hemmelig.

Gennem karrieren har HuskMitNavn haft flere forskellige ‘perioder’, hvor formatet har varieret, mens den røde tråd hele vejen igennem har været tydelig.

Senest har kunstneren kastet sig over papirklip og krøl. Her finder du dagligt A4-sider, der er blevet bukket og beskåret, tegnet og farvet, så de forestiller en masse hverdags-dilemmaer, du med garanti finder interessante – og ikke mindst sjove og inspirerende.

Tjek HuskMitNavns instragram-konto her.

 

Mrzyk & Moriceau – Pik, patter og andet godt

One drawing a day keeps the doctor away

Sådan lyder beskrivelsen på Mrzyk & Moriceau’s Instagram-konto. Og jeg kan i hvert fald konstatere, at jeg ikke har været syg siden, at jeg tilfældigt faldt over kontoen.

Mrzyk & Moriceau har i skrivende stund knap 100.000 følgere, der holder helbredet oppe med en original, sort/hvid tegning dagligt.

Stilen er kompromisløs og stregen er karakteristisk. Typisk har tegningerne uskyldige seksuelle undertoner, og en anden skør, gengående ting er (knap så sexet) Tintin’s velkendte frisure. Ligeledes spiller smartphones en central rolle i motiverne, kunstnerne tegner, og generelt får de fleste tidstypiske tendenser en sjov, uskyldig og kreativ vinkel, der kan rumme mange samfundsmæssige paradokser.

Skynd dig at følg dem – de er alt for undervurderede!

Se profilen her.

Leave a comment